Digitale infostavler skal forbedre din cykeltur

Cyklister i København kan allerede nu se fem digitale informationstavler på byens største trafikknuder. Idéen er at gøre det lettere, hurtigere og mere sikkert at være cyklist i byen. De er et godt bud på at sikre, at cyklen stadig er et attraktivt valg – også i byer med meget trafik, lyder det fra Cyklistforbundet.

Tavlerne kan kan omdirigere cyklisterne udenom den værste trafik, foreslå andre cykelruter og vise afstande til udvalgte destinationer. Lige nu viser tavlerne også rejsetid for både cykler og biler.

København er den første by i verden, der opstiller sådanne slags digitale tavler til byens cyklister. Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam mener, at de elektroniske tavler er et godt bud på at tænke nyt og skabe den nødvendige udvikling på byens cykelstier:

”Det er afgørende, at vi i byer præget af stadig flere biler og stadig mere trafik arbejder for gode, trygge og sikre forhold for byens cyklister. Ellers bliver cyklen langsomt mindre attraktivt valg, når man skal transportere sig gennem byen.”

Du kan læse mere om projektet på Cyklistforbundets hjemmeside.